Ho Chi Minh City er Vietnams handelsmæssige og økonomiske centrum, og det er en by, hvor udviklingen går meget hurtig.

Ho Chi Minh

I Ho Chi Minh City er der dog stadig en blanding af nyt og gammelt – en blanding af vietnamesisk og fransk tilsat den mest moderne vestlige arkitektur med højhuse af stål og glas. Byens højeste bygning er Bitexco Tower (262 meter) og prisen på jord kan matche prisen på jord i Tokyo. Den økonomiske udvikling har gjort, at der findes en lille, men meget velhavende overklasse i byen, og derfor finder du her også alle de dyreste internationale mærkevarebutikker.

Ho Chi Minh City har rigtig mange seværdigheder i form af templer, pagoder, museer, parker, bygninger, markeder osv. så du kommer aldrig til at kede dig. Alle seværdigheder krydres med en fuldstændig kaotisk trafik, hvor især millioner af scootere virker overvældende. Er du så heldig at være i Ho Chi Minh City en søndag, vil du få en rigtig god oplevelse ved at tage en tur i Zoologisk Have. Det er såmænd ikke dyrene, du primært skal se, men du skal opleve, hvordan titusindvis af vietnamesere holder familiesøndag sammen. Det er også et must at besøge krigsmuseet i byen. Museet giver et billede af Vietnamkrigens grusomheder og alle der går derfra er stille og eftertænksomme.

En aften i byen er heller ikke kedelig. Her er selvfølgelig masser af god mad – alt lige fra dyre internationale rooftop restauranter til gadekøkkener, og når du har spist din middag, så gå en tur på gågaden og nyd at være blandt tusindvis af unge, der bl.a. bruger tiden på at lege på segways. At opleve en forestilling i Operahuset er noget vi helt sikkert også anbefaler.

Det er fra Ho Chi Minh City, at du kan tage en dagstur for at opleve Cu Chi tunnelerne. Tunnellerne i Cu Chi blev anlagt af Viet Minh under den første indokinesiske krig, og sidenhen blev de også brugt under vietnamkrigen. Tunnellerne fungerede som skjulested for modstandsbevægelsen, og herfra udførte de overraskelsesangreb på de amerikanske tropper. Man anslår, at tunnellernes samlede længde var omkring 200 km. De var anlagt i 3 etager ned i en dybde på 10 meter.

 

Bliv inspireret af andre rejsemål