Koh Tao

I mange år var det først og fremmest backpackere, som besøgte Koh Tao, men efterhånden som rygtet om de store naturlige rigdomme på fisk og koraller ud for kysten bredte sig, begyndte også andre rejsende at tage turen hertil. I dag er det op til dig selv, om du vil bo i en primitiv hytte på stranden, eller om du foretrækker et mere komfortabelt resort.
Koh Tao er et helt ideelt sted at dykke – både den erfarne og nybegynderen vil kunne få enestående oplevelser, og de mange internationalt anerkendte dykkercentre tilbyder alle tænkelige former for dykkerkurser. Dykningen kan foregå næsten hele året, dog er oktober og november ofte regnfulde. Under dine dyk kan du møde alt fra hvalhajer til havskildpadder, barracudaer osv. og hvis du vil, kan du selvfølgelig også opleve at dykke om natten. Har du ikke lyst til at dykke, kan du få næsten lige så gode oplevelser ved at snorkle på koralrevene langs strandene.