Warning: Parameter 1 to wp_default_styles() expected to be a reference, value given in /var/www/gotoasia.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601

Warning: Parameter 1 to wp_default_scripts() expected to be a reference, value given in /var/www/gotoasia.dk/public_html/wp-includes/plugin.php on line 601
Koh Chang | Go to AsiaGo to Asia
Koh Chang er det perfekte sted til en afslappet badeferie.

Koh Chang

Læs en god bog i en hængekøje under palmerne, tag en svømmetur i det krystalklare vand eller sejl på opdagelse blandt unikke øer i den maritime nationalpark. Koh Chang byder også på muligheden for at opleve regnskov og så er det også et af de steder, hvor du kan opleve thaiernes dagligliv og få et indblik i deres religion og kultur.

Koh Chang er Thailands næststørste ø. Koh Chang og de omkringliggende øer blev i 1982 udnævnt til nationalpark. Nationalparken omfatter mere end 50 større og mindre øer, og der er gennem årene selvfølgelig sket en turistmæssig udvikling, men turismen er her slet ikke på niveau med hverken Phuket eller Koh Samui. Øen har i meget høj grad bevaret sin charme. Her dufter det lidt af paradis med den overdådige smukke regnskov, de lækre strande og dejlige afslappede stemning.

De fleste turister bor på White Sand Beach, som er øens største turistområde. Her er stadig kun en enkelt større vej, som går helt ned til den sydlige del af øen. Her findes alt fra enkle bambushytter i strandkanten til luksusresorts, men ingen byggerier er højere end palmerne, hvilket er med til at fastholde den dejlige atmosfære.

Stranden er god med lavt og klart vand, dog er der store tidevandsforskelle. Om aftenen forvandles stranden til en stor restaurant. Borde og stole bliver sat frem, og til lyden af bølgeskvulp kan man nyde den lækre mad. Her bliver primært serveret barbeque og grillet fisk, men almindelig thaimad fås selvfølgelig også.

Chai Chet Beach og Klong Prao Beach er to strande, der ligger syd for White Sand Beach. Også her er der dejlige strande og ved Chai Chet udmunder et par små floder fra regnskoven – en kajaktur op af en af floderne er en god oplevelse. Klong Prao Beach bliver også kaldt Coconut Beach på grund af de mange høje kokospalmer.

Koh Chang oplever du bedst enten ved at leje en taxi eller ved at tage en af de små lokalbusser. Et godt alternativ er også her en scooter, som du kan leje overalt til en overkommelig pris.

Også på Koh Chang er dykning og snorkling meget populære aktiviteter. De bedste oplevelser får man ikke på selve Koh Chang, men på ture til nogle af de 50 andre øer i nationalparken, hvor der er utallige koralrev med enestående dyreliv.
Da næsten 80% af øen er dækket af regnskov, er der på Koh Chang selvfølgelig rigtig gode muligheder for at opleve det helt særlige dyre og planteliv som regnskoven har. Her kan du opleve aber, næsehornsfugle, vildsvin m.m. Vil du opleve regnskoven om natten, anbefaler vi en to dages trekkingtur, hvor du overnatter i telt i junglen – du vil få en helt anderledes naturoplevelse. På Koh Chang er der flere flotte vandfald, de to mest populære er Than Mayom og Klong Pu – begge besøges af en del turister og derfor er det en god ide at besøge dem først på dagen. At opleve ildfluer om aftenen, mens du sejler i kajak på en flod i regnskoven, er en anden stor oplevelse.

Den sydlige del af øen er mere kuperet og den del er mere uberørt at turismen. Et spændende sted er Bang Bao, der oprindelig er en fiskerby, som er bygget på pæle i vandet. Er du på tur, så kan du nyde en god frokost i byen. Fra Bang Bao er det muligt at tage en både til mange af øerne syd for Koh Chang. Der er også en række andre små byer, som du kan besøge, hvis du gerne vil opleve det lokale liv.
Koh Changs østkyst er temmelig øde og her er hverken strande eller turister. Vil du have fred og ro og samtidig fine naturoplevelser, så brug en dag på østkysten.

Koh Changs maritime nationalpark består af mere end 50 øer. Mange af dem kan man besøge på endagsture, men på flere øer er det muligt at booke overnatning. Ofte besøger man flere øer på samme dag og det er næste altid kombineret med snorkling, frokost osv. Det er også muligt at leje sin egen speedbåd, hvilket selvfølgeligt er lidt dyrere, men til gengæld er man selv herre over, hvad man vil se og i hvilket tempo.

Vil du have den ultimative bountyoplevelse, så skal du besøge Koh Wai, der har det mest krystalklare og lækre vand, man kan tænke sig. Det tager ca. 40 minutter at sejle fra Koh Chang til Koh Wai, hvor du ikke blot kan dase og bade, men hvor du også kan snorkle på et fint koralrev. På Koh Wai kan du overnatte i en forholdsvis primitiv hytte.

Koh Mak er den nærmeste større ø. Den er 16 km2 stor, og består af tusindvis af høje slanke kokospalmer, der omkranser de lange hvide strande. Øen er virkelig dejlig og et fint sted at tage hen, hvis man ønsker fred og ro. Du skal et godt stykke ud fra Koh Maks dejlige strande, hvis du vil snorkle, og koralrevet er her ikke det allerbedste.

Syd for Koh Mak ligger Koh Kood (Ko Kut), som er Thailands fjerdestørste ø. Koh Kood er på mange måder et endnu uopdaget tropeparadis – her er stadig stille og fredfyldt, men udviklingen kommer helt sikkert også hertil. Koh Kood har fantastiske strande med krystalklart rent vand, men strandene er ikke den eneste attraktion. Koh Kood består af jungle med eget økosystem, og øen har flere smukke vandfald..

Koh Rang Islands er det sted i nationalparken, hvor du har den bedste dykning og snorkling. Koh Rang Islands består af i alt fire øer med gode koralrev. Koh Rang Islands er fredede, og der må ikke opføres hoteller, da havskildpadderne lægger deres æg på stranden. Det er muligt at overnatte i telte på øen. Korallerne omkring øerne er fine, og der er god sigtbarhed, man kan bla. se kejserfisk, papegøjefisk, revhajer, barracudaer og rokker.

 

Bliv inspireret af andre rejsemål