Den thailandske hovedstad er et af højdepunkterne for enhver, der besøger smilets land.

Bangkok

Her er fantastisk smukke templer, skyskrabere, lækker mad, imponerende markeder, lettere kaotisk trafik og muligheden for at opleve essensen af Thailand. Bangkok kan umiddelbart synes uoverskuelig, men du vil hurtigt opleve byen både imødekommende og relativ nem at finde rundt i. Her oplever du nyt og gammelt side om side, du oplever Østens mystik og kultur og samtidig kan du tage på shoppingtur i moderne indkøbscentre. Her bor nu ca. 11 millioner mennesker, og indbyggertallet stiger konstant. Byen blev grundlagt i 1782, efter at den gamle hovedstad, Ayutthaya, brændte ned. I dag er Bangkok en af Asiens vigtigste byer, både når det gælder trafik, handel og økonomi.

Bangkok har ikke noget egentligt centrum, men hoteller, butikker og restauranter er spredt ud over et stort område. Generelt må det siges, at langs floden er der altid liv. Her ligger hoteller i alle prisklasser, og her finder man de fleste af byens historiske attraktioner som f.eks Grand Palace og Wat Po. Også byens Chinatown ligger langs floden og som turist er det ofte lettere og hurtigere at komme rundt i byen ved en at tage en af flodbådene eller en flodtaxi. En anden god måde at bevæge sig rundt i Bangkok på, er ved at benytte byens Skytrain – og så er det selvfølgelig er uforglemmelig oplevelse at køre gennem byen i en tuk-tuk. For dig der vil opleve og se Bangkok på en anden måde, kan vi anbefale en guidet cykeltur.

Seværdigheder i Bangkok

Bangkok har seværdigheder til mange ugers ferie, hvad man vil opleve er helt individuelt, men et par af byens attraktioner er næsten et must at besøge. Byens største attraktion er Grand Palace. Området blev grundlagt af Rama I i 1782, og var indtil 1946 hjem for Thailands konger. Her er mange utroligt smukke bygninger, de fleste er efterligninger af bygningerne i Thailands gamle hovedstad, Ayutthaya, der brændte ned i 1767. Stort set alle konger har bidraget med noget til Grand Palace, men den vigtigste attraktion er Wat Phra Keo, smaragdbuddhaens tempel, bygget af Rama I i 1785. Templet er fantastisk flot og indeholder smaragdbuddhaen, som er en af Thailands helligste buddhaer.
Syd for Grand Palace ligger Wat Po, som er Thailands største og Bangkoks ældste tempelområde. Templet indeholder landets største samling af buddhafigurer. Wat Po er mest kendt for sin liggende buddha, der er hele 46 meter lang og 15 meter høj.

Flodtur på Chao Phraya
Det er en rigtig fascinerende oplevelse at sejle en tur på floden Chao Phraya i en longtailboat og selvfølgelig skal man besøge klongerne, som er Bangkoks kanalsystem. Kort efter at man er sejlet væk fra den hovedfloden, er man i en helt anden verden – en verden der absolut er noget særligt.

Chinatown
Chinatown er et sted, der bare skal opleves i Bangkok.

Lumphini Parken
Her kan du tidligt om morgenen opleve kinesere dyrke tai chi og du kan også købe slangeblod og galde, som ifølge kinesisk lægekunst er godt for helbredet. Er du i Bangkok mellem februar og april, kan du se drageflyvning i parken. Fra omtrent midten af februar til april er det sæson for drageflyvning, så her er der ekstra mange mennesker. Overfor parken ligger Lumpini Stadion, hvor du flere gange om ugen kan opleve thaiboksning

Chatuchak markedet er et af verdens største markeder med omkring 15.000 boder, hvor du kan købe alt mellem himmel og jord. Du behøver ikke at købe noget for at få en oplevelse, men det er nok svært ikke at blive fristet, for her finder du alt fra traditionelt håndværk, over levende dyr til moderne kopivarer.

Hvis du vil på shopping findes der en række store shoppingcentre i Bangkok. Mange af dem ligger omkring Siam Square, og et af de mest attraktive er Central World.

Mad og drikke

I Bangkok finder du mad fra hele verden, og prismæssigt er der alt fra luksusrestauranter til simple gadekøkkener. Når du er i Bangkok skal du nyde det lækre thaikøkken, der er et af de bedste i verden og ofte finder du den bedste mad i et primitivt gadekøkken.

 

Bliv inspireret af andre rejsemål