Info om Thailand

Thailand har 62,8 millioner indbyggere. Landets areal er 513.120 km2 og er inddelt i 77 provinser. Hovedstaden er Bangkok og sproget er thai. Hovedreligionen er buddhisme, men samtidig er der mange religiøse mindretal bl.a. taoister, hinduister, muslimer og kristne. Thailand er et monarki og kongen har en helt særlig position ikke blot i samfundet, men også i thaiernes bevidsthed. Undgå at tale nedsættende om eller at spøge med kongen. Thailand er et demokrati, men med mellemrum tager militæret magten.

Generelle oplysninger om Thailand

Thailand har tropisk klima, som er præget af monsunen med klar adskillelse mellem regntid og tørtid. En god tommelfingerregel er, at jo længere man bevæger sig sydpå, desto længere varer regntiden. I nord regner det fra juni til september, i syd fra maj til oktober. Dog er det i Sydthailand sådan at sådan at østkysten rammes af monsunen fra november til marts og vestkysten rammes fra juni til september. Regnen varer dog sjældent hele dagen, og i regntiden folder den thailandske natur sig ud i al sin grønne skønhed.
Siden midten af 1980'erne er der sket en stærk industriel udvikling. Som følge heraf er landet rykket op i rækken af de såkaldte »Tærskellande« eller asiatiske »Tigerstater«. Thailand er ikke særlig rig på mineraler, men er selvforsynende med naturgas. Landbrug og turisme er vigtige indtægtskilder, men industrien er fortsat under udvikling.
Den thailandske møntfod hedder baht og findes i 10, 20, 50, 100, 500 og 1.000 baht-sedler. Thailandske baht kan købes i Danmark. Alternativt kan veksling foretages i lufthavnen, banker, vekselkontorer og på de fleste hoteller. Husk at tælle pengene omhyggeligt. Du kan de fleste steder bruge Visa og MasterCard som betalingsmiddel samt til at hæve kontanter i hævemaskiner.
Pas skal være gyldigt min. 6 måneder efter hjemkomst fra Thailand.
Danske statsborgere skal ikke have visum med hjemmefra, da der udstedes 30 dages opholdstilladelse ved ankomst til Thailand. Der er særlige regler, hvis du kommer fra et naboland.
Statens Seruminstitut anbefaler, at alle rejsende i Thailand er beskyttet mod difteri, stivkrampe og hepatitis A. Anbefalede vaccinationer afhænger både at dit rejsemål og hvor længe du er i landet. Læs mere på www.ssi.dk
  • Sommertid +5 timer
  • vintertid +6 timer
 

Områder i Thailand

Drømmer du om et kulturelt mekka med smukke seværdigheder og et levende byliv, der samtidig er omgivet af en utrolig smuk natur, så er Chiang Mai svaret på dine drømme. Bjergene indrammer byen. Her lever stammefolk på bjergskråningerne og plejer gamle traditioner og kulturer. Imens finder du i Chiang Mai den lidt mere moderne verden. Her møder du munke i orange dragter og plastiksandaler, som tilbyder 'monk chat'. Du bliver fristet af den gode mad, du nyder synet af og livet omkring de utallige smukke templer og du oplever thaiernes mere afslappede tilgang til livet.
En ferie i Sydthailand er en dejlig blanding af afslapning og oplevelser. Både på fastlandet, men især på øerne finder du hvide strande, krystalblåt vand og kokospalmer, som er det mange forbinder med ferie i tropiske klima. Sydthailand byder dog også på store oplevelser med både dyre og plantelivet. Et eksempel er et ophold i regnskoven i Khao Sok i en hytte, som er bygget på en flåde – dette er absolut en af de rigtig store oplevelser. Sydthailand kan opleves på mange måder og her er selvfølgelig også mulighed for trekking, elefantridning og ture på mountainbike.
Kanchanaburi er ikke blot en by i det nordvestlige Thailand, men også navnet på en provins i Thailand. Sangkhlaburi er by i denne provins. En del turister besøger Kanchanaburi (byen), og mange kommer for at se og opleve ”Dødens Jernbane”, der blev anlagt at japanske krigsfanger under 2 verdenskrig. Alle der besøger byen, går en turen over ”Broen over floden Kwai”
Sangkhlaburi er et helt specielt sted og er absolut også værd at besøge. Sangkhlaburi besøges kun af få turister og er et af de steder, hvor du kan opleve det "rigtige Thailand" (hvad det så end er). Byens største attraktion er den yderst rustikke og fantastisk imponerende plankebro over floden. Da en del af broen blev skyllet bort i foråret 2014, er der nu 2 broer, hvoraf den ene er en flydende bambusbro. Den oprindelige bro er blevet repareret og anvendes igen.