Byen er et spændende sammensurium af farver, dufte og folkeslag - kontrasterne er talrige.

Kuala Lumpur

Kuala Lumpur er en af de grønneste hovedstæder i Sydøstasien. Byen er fyldt med parker og grønne pletter, hvilket ud over at gøre byen smuk også betyder, at der faktisk er mulighed for at møde en abe, når man vandrer rundt i byen.

Kuala Lumpur er i dag en by med ansigter i alle farver, en arkitektur der både byder på bygninger fra kolonitiden, moskéer og templer samt ikke mindst en imponerende moderne skyline i absolut verdensklasse. Hertil kommer et enormt varieret køkken og en mangfoldighed af forskellige religiøse og etniske grupper.

Til forskel fra en del andre storbyer i Asien er et besøg i den malaysiske hovedstad et besøg i en by, hvor tingene virker. Der er omkring halvanden million indbyggere i Kuala Lumpur, og den er indrettet logisk. Det offentlige transportsystem et af Asiens bedste. Det er både uproblematisk og billigt at benytte.

Mad er vigtigt i Malaysia, og malajerne kan snakke lige så længe om mad, som danskerne kan snakke om vejret. Det er let at forstå – der er i Kuala Lumpur et overvældende udbud af alt fra gademad til gourmetrestauranter og for en turist ser det ud som om malajerne spiser hele tiden. Gadekøkkener er typisk organiseret i food-stalls og efter vores mening er det faktisk her, du får både den bedste og den billigste mad. Samtidig får du oplevelsen af at spise sammen med de lokale.

Kuala Lumpur har selvfølgelig også en chinatown – faktisk blev byen anlagt af kinesiske minearbejdere. Her findes smukke buddhistiske templer, de bedste kinesiske restauranter og kinesiske specialforretninger. En aften her er en oplevelse og måske er du så heldig at lave en god handel.

Lake Gardens, som er et parkområde på 91 hektar, ligger midt i byen. Her er der ud over en traditionel park, også en sommerfuglepark, en orkidepark samt Asiens største voliere med over 200 fritflyvende fuglearter. Ud over parkerne er her et planetarium, et politimuseum samt ikke mindst Islamic Arts Museum.

Et besøg i Petronas Towers er næsten et must, selv om det kræver, at du står tidligt op, da billetterne som regel er udsolgt ved 11-tiden. Petronas Towers, som er bygget i glas og rustfritstål, var med sine 452 meter verdens højeste bygning fra 1998 til 2004. I kælderetagen er der et akvarium, der helt sikkert er et besøg værd. Vi anbefaler, at du bruger en aften ved tårnene, ser børn lege i parken, spiser en god middag og ser vandpantomimen, der ledsages af lys og musik.

Kuala Lumpur Tower har en af verdens højeste tv-tårne med en højde på 421 meter. Tårnet er et imponerende syn, men den store oplevelse er at besøge restauranten, der er placeret 276 meter over jordoverfladen. Herfra har du en imponerende udsigt over byen – en udsigt du kan nyde, mens restauranten langsomt drejer rundt og du enten drikker din eftermiddagste eller spiser en god middag.

Shopping kan forgå i en af Kuala Lumpurs mange shopping centre. Har du børn med på ferien er skal du nødvendigvis besøge Berjaya Times Square, hvor der blandt andet er en indendørs forlystelsespark med en rutsjebane med dobbelt-loop!

Batu Caves er en vigtig helligdom for hinduerne i Kuala Lumpur, og disse grotter er absolut også spændende at besøge. Du kan tage toget fra centrum sammen med de lokale og efter en halv times kørsel, er du fremme. Selve grotten er seværdig, men det fascinerende er folkelivet. Tag endelig imod udfordringen og bestig de 274 trappetrin op til grotten, hvorfra du i klart vejr har en flot udsigt over byen.

 

Bliv inspireret af andre rejsemål